Et dybdegående 12-ugers terapeutisk forløb
For dig, der er klar til at skabe varig forandring i dit liv.
Du skal gå skridtene selv, men du behøver ikke gå dem alene.
Når noget i dit liv kalder på forandring
Naturkraft er for dig, der mærker, at noget grundlæggende skal forandre sig, og som er klar til selv at tage aktiv del i den proces.
Måske oplever du, at de samme mønstre bliver ved med at dukke op. Du reagerer på måder, du egentlig gerne vil slippe, eller mærker stress, uro eller tankemylder, som fylder mere, end du ønsker.
Måske har gamle oplevelser eller traumer stadig indflydelse på dit liv og dine relationer. Du har svært ved at mærke dine egne behov, stå ved dig selv eller sætte de grænser, du egentlig godt ved, du har brug for.
Eller måske står du midt i eller efter en større livsforandring. Skilsmisse, sygdom, tab, jobskifte eller noget helt andet, der har rykket ved det liv, du kendte.
Det kan også være, at dit liv på papiret fungerer ganske fint.
Men noget i dig kalder alligevel på en anden retning.
Du behøver ikke vide præcis, hvad der skal forandre sig. Men du skal være klar til at begynde at undersøge det.
Naturkraft er et sammenhængende terapeutisk forløb over 12 uger, hvor vi arbejder med det, der står mellem dig og den måde, du ønsker at leve dit liv på.
Vi undersøger dine mønstre, reaktioner og erfaringer, og når det er relevant, arbejder vi også med underliggende traumer.
Men vi nøjes ikke med at forstå.
Forandringen sker ikke kun i vores sessioner. Den sker i dit liv mellem dem.
Væk din indre naturkraft
For mig handler Naturkraft ikke om at blive en ny eller bedre version af dig selv.
Det handler om gradvist at komme tættere på det, der allerede er dig.
At kunne mærke din krop, dine følelser og dine behov tydeligere.
At opdage de gamle mønstre, før de automatisk tager styringen.
At kunne stå mere ved dig selv og sætte grænser, når det er nødvendigt.
At finde større ro, når livet rammer.
Og at gamle erfaringer og traumer ikke behøver have den samme magt over de valg, du træffer i dag.
Vi arbejder hen imod, at du står mere solidt i dig selv og får større frihed til at vælge dit liv, frem for automatisk at gentage det, du kommer fra.
Det er dét, jeg mener med din indre naturkraft.
Ikke noget mystisk.
Men den del af dig, der bliver tydeligere, når du får bedre kontakt til dig selv og ikke længere i samme grad bliver styret af det, du har med dig.
Sådan arbejder vi
Hos mig foregår terapi ikke siddende over for hinanden i to stole med hvide vægge og lysstofrør.
Sessionerne foregår i min tipi i Poppelhaven. Her sidder vi tættere på jorden, på puder og yogamåtter af uld, og naturen er hele tiden lige udenfor. Vi kan høre vinden og regnen, mærke temperaturen og bevæge os naturligt mellem samtale, stilhed og kropsligt arbejde.
Jeg arbejder med hele mennesket.
Samtalen er vigtig, men nogle gange kan du forstå et mønster rigtig godt uden nødvendigvis at kunne forandre det. Derfor arbejder vi også oplevelsesorienteret med kroppen, åndedrættet, nervesystemet og de følelser og reaktioner, der viser sig undervejs.
Her kan blid kropsterapi og støttende berøring også indgå, når det giver mening og føles trygt for dig.
Nogle gange taler vi. Andre gange arbejder vi med åndedrættet, ligger på gulvet eller undersøger, hvad der sker, når du bliver stille og mærker kroppen.
Vi kan også tage terapien med ud i naturen omkring Poppelhaven i Grevinge og Odsherred eller bruge det varme vand i vildmarksbadet til at arbejde med ro, sansning, åndedræt og kontakten til kroppen.
Jeg arbejder ikke ud fra én fast metode, som du skal passe ind i. Jeg trækker blandt andet på samtaleterapi, stress- og traumearbejde, blid kropsterapi, naturterapi, breathwork, mindfulness og forskellige kropslige og oplevelsesorienterede metoder.
Metoderne er forskellige. Målet er det samme: At hjælpe dig til at mærke dig selv tydeligere og få større mulighed for at handle anderledes, når livet rammer.
Hvorfor 12 uger?
Du kan få en vigtig erkendelse på halvanden time.
Men det er først, når du går tilbage til dit almindelige liv, at den bliver prøvet af.
I dine relationer. På arbejdet. Når du bliver presset. Når tvivlen dukker op. Eller når du pludselig står midt i præcis den situation, hvor dit gamle mønster plejer at tage over.
Over 12 uger får vi mulighed for at arbejde med noget, lade dig afprøve det i hverdagen og mødes igen.
Hvad skete der? Hvad virkede? Hvor blev det svært? Og hvad skal vi justere?
Du kommer derfor ikke kun til at tale om det, du ønsker at forandre. Du kommer til at øve dig i at gøre noget anderledes.
Det får du i Naturkraft
10 individuelle sessioner á 90 minutter
Sessionerne tager udgangspunkt i dig og det, der er levende i din proces. Vi kan arbejde med samtale, krop, åndedræt, gamle mønstre, traumer og oplevelsesorienteret terapi.
5 fleksible timer til din proces
Ud over de faste sessioner er der afsat fem timer til din proces.
Hvordan de bruges, aftaler vi løbende ud fra, hvad der bedst understøtter dit forløb.
Det kan være kontakt og korte check-ins mellem sessionerne eller længere, fordybende arbejde med eksempelvis breathwork, naturterapi eller meditativ flydeterapi.
Personlige praksisser mellem sessionerne
Du får konkrete og overskuelige øvelser med ind i hverdagen. Det kan være åndedrætsøvelser, mindfulness og bevidst nærvær, fysiske øvelser eller let træning.
Ikke som endnu en præstation, men for gradvist at skabe selvkærlige vaner, der understøtter den forandring, du arbejder hen imod.
Kontakt, når livet sker
Du kan række ud mellem vores møder, når noget bliver svært, en vigtig erkendelse dukker op, eller du har brug for støtte til at holde fast i det, vi har aftalt.
For gamle mønstre har desværre sjældent pli nok til kun at dukke op under terapisessionen tirsdag klokken 14. 😉
Det kræver noget af dig
Naturkraft er ikke et forløb, hvor jeg fikser dig.
Jeg kan støtte dig, udfordre dig og gå ved siden af dig et stykke af vejen. Men jeg kan ikke gå skridtene for dig.
Jeg går helhjertet ind i vores arbejde sammen, og jeg forventer, at du gør det samme.
Ikke perfekt.
Bare ærligt og vedholdende.
Fra en tidligere klient
“Jeg har været i et 10-ugers 1:1-forløb, som har været ekstremt intenst, meget krævende og samtidig helt fantastisk. Da jeg startede, stod jeg et sted i mit liv, hvor jeg følte, at jeg havde givet op, og hvor dette forløb føltes som sidste mulighed. Jeg havde et ønske om forandring – men slet ikke en forståelse for, hvor dybt og livsændrende det faktisk ville blive.
Steffen er noget helt særligt. Han er utrolig professionel, nærværende og ekstremt dygtig til det, han gør. Med stor faglighed, tryghed og menneskelig indsigt har han guidet mig igennem en rejse, der har givet mig en helt ny forståelse af mig selv og redskaber til at håndtere livets svære situationer.
Det har været en vild, ærlig og livsforandrende rejse hjem til mig selv, som jeg ikke kan andet end varmt og helhjertet anbefale.”
Udtalelsen stammer fra en tidligere 10-ugers version af mit individuelle terapeutiske forløb.
Praktisk om Naturkraft
Varighed: 12 uger
Forløbet indeholder:
10 individuelle sessioner á 90 minutter
5 fleksible timer til støtte, kontakt og fordybende arbejde
Personlige øvelser og praksisser mellem sessionerne
Sessionerne foregår som udgangspunkt hos Poppelhaven i Grevinge, Odsherred og kan foregå i tipien, naturen og vildmarksbadet afhængigt af, hvad der giver mening i din proces.
Investering
29.500 kr. inkl. moms
Mulighed for fleksibel ratebetaling.
Første skridt er en samtale
Du behøver ikke beslutte dig for et 12-ugers forløb ved at læse en hjemmeside.
Og jeg siger heller ikke ja til et forløb, før vi har talt sammen.
Derfor starter vi med en gratis og uforpligtende telefonsamtale på cirka 15-20 minutter.
Her fortæller du lidt om, hvor du står, og hvad du ønsker hjælp til. Jeg fortæller om min måde at arbejde på, og sammen undersøger vi, om Naturkraft er den rigtige ramme for dig.
Hvis det giver mening for os begge, kan vi aftale opstart.
Hvis du eller jeg har brug for at undersøge samarbejdet lidt mere, kan vi først mødes til en afklarende session på 60 minutter.
Den afklarende session koster 800 kr. Vælger du efterfølgende Naturkraft, bliver de 800 kr. modregnet i den samlede pris.
[Book en gratis og uforpligtende telefonsamtale]
Du skal ikke vide præcis, hvor vejen fører hen.
Du skal bare være klar til at tage det første skridt.