Mit navn er Steffen Poppelkvist
Jeg har skabt Poppelhaven som en terapihave – et sted hvor du lærer at lytte til kroppen og skabe varig forandring.
Her samler jeg mine erfaringer fra restaurationsbranchen, terapi, fridykning og natur – alt sammen for at skabe en helhedsorienteret, oplevelsesbaseret rejse, der kan føre dig tættere på dig selv.
"Hvorfor Poppelhaven?"
Navnet kommer fra mit efternavn, Poppelkvist – som er mit valgte familienavn inspireret af det gamle poppeltræ der stod i mine børns og Poppelhavens første hjem. Poppeltræet symboliserer for mig lethed fleksibilitet og rodfasthed men også naturens magi, i træets fine måde at sprede sine frø på.
Lige som poplen bøjer sig i stormen uden at knække, lærer vi i Poppelhaven at finde styrke i følsomhed og sårbarhed.
Min egen rejse hertil har været lang – fra Michelin restaurant til stressterapeut, fra at brænde sammen til at finde hjem i mig selv.
Poppelhaven blev min redning, og nu er den blevet min mission: at hjælpe andre hjem til sig selv."
Jeg har samlet på erfaringer fra mange "forskellige liv" og gået ad mange stier, før jeg fandt hjem til mig selv.
Jeg startede i kokke- og tjenerfaget, hvor jeg arbejdede på flere af landets Michelin-restauranter. Her lærte jeg, at en virkelig vellykket oplevelse altid handler om nærvær og ægthed i mødet med mennesker – en indsigt, jeg siden har taget med mig videre som social mentor, handicaphjælper og underviser.
Det, der trækker en rød tråd gennem mit liv, er en passion for at møde mennesker, hvor de er.
Derfor er det autentiske møde og den nærværende oplevelse med den enkelte altid i centrum, når jeg faciliterer og underviser.
Åndedrættet er mit kerneværktøj
Siden 2015 har jeg nørdet åndedrættet, og jeg er uddannet stressterapeut fra Coach & Psykoterapeutskolen. Den 3-årige uddannelse gav mig et solidt fundament i terapeutiske metoder, hvor netop åndedrættet spillede en central rolle. Sidenhen har jeg tilføjet flere åndedrætsuddannelser til mine kompetencer.
Som konkurrence fridykker med flere top-10-placeringer ved DM, har jeg også en unik forståelse for vejrholdets og vandets kraft. Det har givet mig en fysisk erfaring med, hvordan vi kan træne robusthed og nærvær gennem åndedræt og kropslig udfordring.
Jeg er naturligt nysgerrig på livet og naturen har altid spillet en stor rolle i mit liv. Derfor har jeg suppleret med en naturterapeutisk uddannelse – for naturen er for mig den ultimative lærer i at være til, her og nu.
Poppelhaven er min mission
Min mission er at skabe rum, hvor sanselige oplevelser og bevidst nærvær mødes, så du kan træde ud af hverdagens stress og ind i en dybere forbindelse til dig selv.

